Et af livets Store Spørgsmål er: Hvornår har marmelade kogt længe nok? Vi vil jo ikke have den til at rende ned mellem fingerene ved morgenbordet, og vi vil heller ikke have den stenstiv, vel? Der er skrevet bøger om "marmeladeprøven" etc.; men helt ærligt: man kan ikke læse sig til alt her i livet - virkeligheden overgår altid litteraturen!
Der er ikke andet at gøre end at løfte skeen op og kigge lidt på hvor langsomt dråberne render af...og så pr. erfaring huske at den jo stivner når den bliver kold, og så: håbe det bedste.
Nu har den altså kogt lystigt i 2 timer, hele huset lugter af appelsin, men den ser stadig lidt tynd ud.
I mellemtiden kan jeg så fortælle at opskriften er en smule tillempet: der står ikke 5 appelsiner, men 4 + én "sevilla-appelsin" i min gammel-engelske kogebog. Alle påstår at "Sevilla Oranges" = appelsiner fra Sevilla; men det er bar' løgn: det er pommerans se bare her
... men jeg har ikke set en frisk pommerans i mange år, og aldrig her i landet, så helt engelsk bliver marmaladen altså ikke.
PS: Jam bliver det aldrig - jam er af røde bær, marmalade er af appelsin (med det ved de sgu nok ikke i Yallahrup Færgeby, at dømme efter denher "svadamaskine" med hele Ali's ordforråd)
søndag den 2. december 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Jeg har købt pommeranser hos den økologiske grøntsagssælger Ib på Clemenstorv i Århus. De er delvis grønne, men han påstår at de SKAL se sådan ud. Desværre kan jeg ikke finde en opskrift på syltet pommeransskal - det var det jeg gerne ville prøve.
Venlig hilsen
Sifsif
@ sifsif: Ja, nu er der altså langt til Ib og Århus herfra hvor jeg står (midt i Årets Juleby's juleudsmykning); og hvad værre er: Jeg har opdaget at der kun er ét "m" i pomerans. Fy!
Jeg tror måske du kan bruge opskriften på syltet appelsinskal - den lægger jeg på bloggen lige om et splitsekund, for det lovede jeg to af mine kolleger i går.
Send en kommentar